PostNord Ladies Criterium: Kanon underholdning

Kvindecyklingen får på den største danske cykelscene stort fokus, når PostNord Ladies Criterium køres i Sønderborg den 28. juli. Det nye kriterium afvikles i forbindelse med 2. etape af PostNord Danmark Rundt. 

Søndag køres damernes endagsløb La Course by Le Tour de France i Paris i forbindelse med sidste etape af Tour de France.
På torsdag, den 28. juli, køres det danske svar på et storstilet dameendagsløb, PostNord Ladies Criterium, for første gang.

Start og mål er ved Dybbøl Mølle. Der køres 1,5 time på en 3,7 kilometer krævende rundstrækning, med opløb ad stigningen til Dybbøl Mølle. Det sker i timerne, inden  PostNord Danmark Rundt-feltet ankommer til rundstrækningen i Sønderborg.

Den nykårede danske mester i enkeltstart, Cecilie Uttrup Ludwig, håber at mange vil finde vej til Sønderborg for at opleve et damecykelløb på højt niveau:

“Jeg vil virkelig opfordre både store og små til at dukke op allerede kl.14.30 i Sønderborg for at se PostNord Ladies Criterium. En kort publikumsvenlig omgang sikrer kanon god underholdning, idet der vil være rig mulighed for at se rytterne passere masser af gange. Vi fra BMS BIRN vil gennem agressiv kørsel helt sikkert gøre vores til, at det bliver et spændende cykelløb.”

Programmet i Sønderborg
14.30 Start Dybbøl Banke, 6400 Sønderborg
16.00 Finish Dybbøl Banke, 6400 Sønderborg
16.10 Price ceremony, Dybbøl Banke

Præmiesummen i PostNord Ladies Criterium  er på hele 67.500 kr., med henholdsvis 27.000 kr., 13.500 kr. og 6.800 kr. til de tre første. Der er præmier til de 20 første. Dermed slår præmiesummen alle rekorder for et kvindecykelløb i Danmark.

Det er Danmarks Cykle Unions Dameudvalgs ambition og drøm, er at der i fremtiden afvikles et selvstændigt PostNord Ladies Tour for kvinderne i et tæt samarbejde med PostNord og de UCI-løb, der allerede er etableret i Sverige og Norge. 

Comments are closed.