Sommer og stort cykelløb i Sønderborg

Massespurt på 2. etape med høj fart ender med dansk sejr i Sønderborg. 2 etape af PostNord Danmark Rundt lød på 185 km med start på Rømø og mål i historiske omgivelser foran Dybbøl Mølle i Sønderborg. Startområdet på den populære ferieø var tæt pakket med publikum, da starten gik kl. 13.10.

Af Grethe-Birgitte Friis Jakobsen

Og ude langs ruten venter endnu flere på at se medrivende cykelløb, og de bliver ikke snydt. For løbsdirektør Jesper Worre har dårligt nok flaget løbet i gang, før der er blæst til angreb.

Coloquick Cult, Roompot Oranje Peleton, Astana, Tinkoff, Riwal Platform Cycling, Team PostNord Danmark – rigtig mange team vil gerne have ryttere med i udbrud, men de første mange kilometer ender det bare op i hektisk angrebskørsel. Først efter 29 km kørsel lykkes det seks ryttere at komme fri.

Det er Sebastian Lander, One Pro Cycling, Aimé de Gendt, Topsport Vlaanderen, Wesley Kreder, Roompot Oranje Peleton, Christian Nyvang Lund, Coloquick Cult, Mathias Dam Westergaard, Almeborg Bornholm, og Jesper Mørkøv, Riwal Platform Cycling, der har fået hul. Men det bliver en kort fornøjelse, for efter få kilometer er de hentet af et jagende felt.

Angrebene fortsætter med uformindsket styrke, og efter ca. 40 km har en ny gruppe fået hul. Det er Tom Baylis fra One Pro Cycling, Jens Wallays og Tim Declercq fra Topsport Vlaanderen, og Bereden de Vries fra Roompot Oranje Peleton. De har ca. 2.15 ned til feltet, da det er tid til dagens første Riwal Pointspurt, som vindes af Tim Declercq, hvorefter han lader sig falde tilbage til feltet. Nicolai Brøchner har kæmpet intenst for at nå op til de fire i front, men må slippe. Og hermed er der et udbrud i Post Nord Danmark Rundt uden en dansk rytter, hvilket er yderst sjældent.

Tinkoff sætter sig frem i feltet for at holde udbruddet i en snor på omkring 4 minutters længde, mens resten af feltet tager sig en midlertidig slapper. Med ca. 100 km til dagens målstreg sætter Mike Teunissen, Team LottoNL- Jumbo, sig i front af feltet. Han kører i Changing Diabetes Bakketrøje, og vil han beholde den, skal der hentes point på etapens eneste Changing Diabetes Bakkespurt, som køres med 68,4 km til mål.

Feltet er, da der resterer 94 km, tjekket ind på kontoret igen og har skruet op for tempoet med hollandske LottoNL- Jumbo i front tæt fulgt af Tinkoff. Forspringet til udbruddet skrumper over de næste kilometer til 3.17, og den afstand ser ud til at passe hollænderne.

Med 70 km igen sætter Team Novo Nordisk sig frem i feltet, og der er nu 3 minutter til udbruddet, som hastigt nærmer sig dagens bakkespurt. Den vindes af Tom Baylis fra front-trioen. Da feltet runder bakkespurten, er det med Mike Teunissen forrest, og han tager de sidste 2 bakkepoint og sikrer sig endnu en dag i Changing Diabetes Bakketrøje.

I feltet er farten øget, og afstanden til de tre i front mindskes effektivt – med omkring 55 km igen er den skrumpet til ca. 2 min. Dagens anden og sidste Riwal Pointspurt venter i Gråsten med 52,6 km til mål, og første rytter under pointporten er Bereden de Vries fra Roompot Oranje Peleton.

Bora Argon sætter sig i front i det jagende felt, som ved 42 km har reduceret afstanden til frontgruppen til 1,28. Flere og flere team hjælper til i front, og det kan kun være et spørgsmål om få kilometer, før de tre ryttere er hentet. Men med 36 km igen er der styrt i feltet, og det giver ny luft til frontgruppen for en kort bemærkning. For med 31 km tilbage af etapen er forspringet reduceret til 50 sek., og efter 27 km er der visuelt kontakt.

I Sønderborg venter en 6,7 km teknisk svær rundstrækning, som skal køres tre gange. Og da feltet rammer målstregen foran Dybbøl Mølle, er dagens udbrud hentet. Der er flere forsøg på angreb på rundstrækningen, hvor LottoNL- Jumbo hele tiden ligger i front. Det mest lovende forsøg på at stikke fra feltet kommer fra Lars Boom, Astana, med 2 km igen. Han kan dog ikke holde feltet bag sig, og det ender i en massespurt, hvor Magnus Cort, Team PostNord Danmark, vinder. Det er hans 4. etapesejr i PostNord Danmark Rundt. På andenpladsen kommer Moreno Hofland, LottoNL- Jumbo, og tredjepladsen går til Daniele Benatti, Team Tinkoff. Med tredjepladsens bonussekunder udbygger han sin føring i det samlede klassement.

 

Comments are closed.