Matti Breschels mange rekorder

I forbindelse med det 25. Post Danmark Rundt udråbte speaker Jens Kasler Matti Breschel til at være en levende Post Danmark Rundt legende. Dette gjorde Kasler med udgangspunkt i de mange rekorder Breschel har sat i Danmarks store etapeløb.

Matti Breschel har både rekorden med antal etapesejre i løbet, rekorden med antal dage i løbets gule førertrøje samt rekorden med antal sejre i pointkonkurrencen. Matti Breschels første sejr i Post Danmark Rundt var også hans første som professionel. Den kom i 2007 i Århus efter en etape fra Aars. Året efter kom to etapesejre for Breschel heriblandt den første af nu fire på Kongeetapen til Vejle. I 2010 tangerede Breschel Jesper Skibbys rekord med fem etapesejre i løbet, men i 2013 blev det til yderligere to etapesejre og dermed havde den finalestærke rytter rekorden alene. I år blev rekorden så udbygget yderligere med sejrene i henholdsvis Vejle og Frederiksværk, men det var tæt på at blive til endnu en sejr på Frederiksberg Allé.

Matti Breschel har desuden kørt hele tolv dage i løbets gule førertrøje. Første gang han kunne trække i den gule trøje var efter netop etapen Breschel vandt i Århus i 2007. Senest var Breschel i trøjen i 2013. Ud over disse rekorder er Matti Breschel også den rytter, der har vundet pointkonkurrencen i Post Danmark Rundt flest gange. Med sejren i årets Post Nord pointkonkurrence er Breschel oppe på fire sejre i konkurrencen. Den hurtige dansker vandt også i 2008, 2009 og 2010. Eneste anden med mere end en sejr i konkurrencen er Rolf Sørensen, der vandt i både 1986 og 1988.

To gange er det desuden blevet til podieplaceringer i løbets samlede klassement for Breschel. Både i 2007 og 2013 er det blevet til tredjepladser. Breschels mindre gode evner på enkeltstart gør det dog svært for danskeren at vinde løbet samlet.

“Post Danmark Rundt er noget specielt for os danskere. Og meget større end meget af det vi kører i udlandet. Derfor er jeg altså ekstra motiveret til at yde noget her”, sagde Breschel efter lørdagens afslutning på det 25. Post Danmark Rundt.

Disse etaper har Matti Breschel vundet: 
4. etape 2015, Slagelse-Frederiksværk
3. etape 2015, Vejle-Vejle
3. etape 2013, Sønderborg-Vejle
2. etape 2013, Ribe-Sønderborg
3. etape 2010, Hadsten-Vejle
1. etape 2009, Hirtshals-Rebild
2. etape 2008, Skjern-Sønderborg
4. etape 2008, Padborg-Vejle
3. etape 2007, Aars-Århus

No Comments

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.