Julemærkebørn kom i mål før Post Danmark Rundt-feltet

Stor sejr for Bjørn, Malthe og Anna på Frederiksberg Allé. Alle tre gennemførte Velgørenhedsløbet 2016 til fordel for Julemærkefonden. 

Lørdag morgen den 8. august kl. 09.00 klikkede Bjørn, Malthe og Anna i pedalerne i Hillerød. Med Frederiksborg Slot i baggrunden trillede de tre børn, der alle tidligere har gået på Julemærkehjemmet Skælskør, ud på en 105 kilometer lang cykeltur. Ud på den længste cykeltur i deres liv. Sammen med 250 andre cykelryttere deltog de i Velgørenhedsløbet, til fordel for Julemærkefonden.

Knyttet næve i vejret: Vi gjorde det! 
Anna, der skulder ved skulder med Bjørn og Malthe kørte over målstregen på Frederiksberg Allé med en knyttet næve i vejret, var tydeligt glad og lettet efter løbet. Undervejs var hun ved at vælte på de glatte veje i et skarpt sving, men hun redede den og fik rystet chokket af sig:

”Der er så mange mennesker herinde der har klappet af os, rost os og sagt hvor gode vi har været. Det er både tilskuere og de andre ryttere som kørte med. Det føles ret fedt, at vi gjorde det!”, fortæller 14-årige Anna, der under ugentlig kyndig træningsvejledning fra Næstved BC’s Ole Hansen, har fået mod på mere cykling:

”Jeg fortsætter med at cykle.  Det er helt sikkert”, understreger Anna, der sammen med Bjørn og Malthe førte det 250-mand store Velgørenhedsfelt an med 29 km/t i snit af flere omgange.

Også den professionelle Mads Pedersen, der til dagligt kører for CULT ENERGY Pro Cycling, er imponeret. For en uge siden trænede han med børnene:

”Det er utroligt hvad de har nået. Ingen af dem havde altså cyklet før på den her måde for 8 uger siden. Det var stort at opleve deres gåpåmod og vilje, og endnu større at se dem i svinget på Frederiksberg Allé i lørdags, da jeg selv kørte forbi dem. Jeg er blevet fortalt, at de er fans af mig nu, men jeg er større fan af dem. Det er helt sikkert”.

Det er utroligt hvad de har nået. Ingen af dem havde altså cyklet før på den her måde for 8 uger siden.

8 ugers træningsforløb initieret af Post Danmark, Danmarks Cykle Union og Julemærkefonden
På 8 uger er Bjørn, Malthe og Anna alle gået fra, eller rettere cyklet, at klikke i pedalerne for første gang, vælte og rejse sig igen, til at gennemføre et 105 kilometer langt cykelløb.

”Det som de tre har præsteret er helt fantastisk. Det var stort at se dem cykle ind på Frederiksberg Allé. Det er fantastisk hvad de har nået på 8 uger. Det lover rigtigt godt for samarbejdet mellem Post Danmark, Julemærkefonden og Danmarks Cykle Union”,  udtaler bestyrelsesformand i Danmarks Cykle Union, Niels Sørensen.

Her et par dage efter løbet er oplevelsen også trængt godt og grundigt ind hos Julemærkefondens direktør, Søren Ravn Jensen:

”Udover at det er en kraftpræstation af de tre unger, som man kun kan være imponeret over, så siger det også noget om den indflydelse, som et ophold på Julemærkehjem har for alle børn – at rykke grænser og gøre ting, der før synes umulige. Træningsforløbet var første ud af en forhåbentlig lang række aktiviteter i vores samarbejde med Danmarks Cykle Union, og jeg synes, at det er et rigtig flot udgangspunkt for fremtiden for samarbejdet”.

Samarbejdet mellem Julemærkefonden og Danmarks Cykle Union er initieret af Post Danmark og blev påbegyndt da partnerskabet mellem Post Danmark og DCU blev forlænget i det tidlige forår 2015. Velgørenhedsløbet køres igen i 2016 til fordel for Julemærkefonden.

Comments are closed.