PostNord Danmark Rundt blev i 2015 kørt i jubilæumsudgave nummer 25. I den anledning blev bogen Historien om Post Danmark Rundt (nuværende PostNord Danmark Rundt, red.)  af Kenneth Møller Kristensen og Jesper Worre udgivet. I bogen ser forfatterne tilbage på de 25 første udgaver af PostNord Danmark Rundt, med masser af sjove anekdoter og et imponerende billedmateriale. Læs nedenfor et uddrag fra bogen. Køb selv bogen her. 

Undervejs i 2017 vil vi løbende her på www.postnorddanmarkrundt.dk og på løbets sociale platforme bringe historier og anekdoter, fra de nu første 26 udgaver af løbet.

Der skulle ske noget mere end 6-dagesløb

Henrik Elmgreen var med til at grundlægge Danmarks største cykelløb. Her fortæller han om, hvordan det gik til.

I slutningen af 1970’erne og i 1980’erne arrangerede Københavns Vinterbane A/S 6-dagesløb i Forum i København. Bag selskabet stod Henrik Elmgreen og Karl-Jan Heinsvig. De to skulle også blive bagmændene til opstarten af cykelløbet Danmark Rundt.

6-dagesløbene i Forum var en stor succes med Gert Frank og Hans-Henrik Ørsted som de store stjerner, og midt i 80’erne begyndte Heinsvig og Elmgreen at få lyst til at udvide forretningen. “Vi havde lyst og ambitioner. Der skulle ske noget mere”, har Henrik Elmgreen udtalt i forbindelse med, at denne bog blev skrevet.

I første omgang bestod dette nye i en række kriterier , hvortil det lykkedes at tiltrække en lang række af verdens største cykelstjerner. Der blev i en årrække kørt ved Christiansborg midt i København med stor succes. I 1983 lykkedes det at skabe en såkaldt kriteriumuge med syv gadeløb fordelt rundt i Danmark, dog uden et klassement. De store stjerner var ryttere som Kim Andersen, Jørgen Marcussen, Hans-Henrik Ørsted og Danny Clark. Løbsugen blev en succes, og kunne gentages i 1984, og nu var Bikuben gået ind som sponsor. Igen blev det vellykket, og 1984-udgaven af kriteriumugen befæstede troen på, at det kunne lade sig gøre at lave et rigtigt Danmark Rundt-cykelløb.
“Vi fik gjort os nogle gode erfaringer og havde fået opbygget et stort netværk rundt i klubberne. Heinsvig havde desuden erfaring fra det gamle etapeløb Skagen-København. Derfor opstod ideen om at lave et rigtigt etapeløb Danmark Rundt”, forklarer Elmgreen, der også indrømmer, at de var inspireret af det svenske Postgirot Open-etapeløb, der blev kørt fra 1982 til 2002.

God timing
Tidspunktet til et stort dansk cykelløb var også rigtigt, da Kim Andersen med sin etapesejr og dage i den gule førertrøje i Tour de France 1983 og 1985 havde skabt en bølge af cykelfeber i Danmark. Desuden havde medierne for alvor fået øjnene op for cykelsporten. Et godt grundlag var på plads.
“Vi tog hurtigt fat i DR og fik lavet en aftale om, at de ville følge et Danmark Rundt, hvilket var guld værd i forhandlingerne med Bikuben. Men der var i dén grad tale om pionerarbejde. Den helt store opgave var at få forklaret myndighederne, hvad det her egentlig gik ud på. Det lykkedes langt hen ad vejen, men det var et kæmpemæssigt slagsmål med blandt andet de forskellige politidistrikter”, siger Henrik Elmgreen.- “Det første år måtte vi gå på kompromis med en række ting både ved selve arrangementet og nogle steder med sikkerheden. Det var en nødvendighed for at få arrangementet op og stå. Men det blev heldigvis en succes, folk var benovede, og de kommende år blev det lettere at arrangere, og vi kunne opgradere på feltets størrelse og andre ting”.

Bikuben sadlede om
Henrik Elmgreen og Karl-Jan Heinsvig fik arrangeret fire succesfulde Bikuben Danmark Rundt. De danske ryttere markerede sig flot, og løbet havde succes med at få nogle internationale stjernenavne til Danmark. Bikuben fik stor respons på deres sponsorart, og det passede rigtigt godt med Bikubens gule farve og de gule førertrøje.

I 1988 skete der ændringer i ledelsen hos Bikuben, og der skulle arbejdes med en ny strategi. Derfor blev sponsoratet af cykelløbet stoppet efter den fjerde udgave i 1988.

“Vi så dog gode muligheder for at få en ny sponsor, da løbet var en succes, og vi havde en aftale med TV 2 om, at de ville sende fra løbet i de kommende år. Vi havde forhandlinger med adskillige store virksomheder, men samfundsforholdene var ikke rigtigt til det. Vi overvejede også at køre et år for egen regning, men valgte til sidst at stoppe efter de fire år,” fortæller Henrik Elmgreen.

Dermed blev 1988-udgaven den sidste som Bikuben Danmark Rundt, men heldigvis kom der liv i cykelløbet igen i 1995:

“Jeg er glad for at løbet stadig eksisterer, og jeg er stolt af at have været med til at starte det op”, slutter Henrik Elmgreen.